Nu er vi klar med første fælleskommunale AI-Assistent til KSD-løsningen, der hjælper sagsbehandlere med svar på spørgsmål om lovgivning og brugen af KSD-løsningen.
Hvad kan AI-Assistenten?
Assistenten er en virtuel assistent, der kan svare på spørgsmål inden for to områder:
- Brugervejledninger til KSD
- Sygedagpengelovgivningen (med Retsinformation.dk som eneste kilde)
AI-assistenten minder om chatbots som f.eks. Microsoft Copilot, da den bruger kunstig intelligens til at besvare spørgsmål. Men i modsætning til generelle AI-værktøjer er denne AI-Assistent specialiseret og kan kun hjælpe med spørgsmål inden for anvendelsen af KSD-løsningen og Sygedagpengelovgivningen.
Det er vigtigt at understrege, at AI-Assistenten ikke erstatter sagsbehandleren, men fungerer som et støtteværktøj – ikke som en digital sagsbehandler.
Udviklet sammen med 30 kommuner
AI-Assistenten er blevet testet i samarbejde med 30 kommuner, som har bidraget aktivt til udviklingen. Kommunerne har været med til at kvalificere og validere svarene, hvilket betyder, at indholdet i AI-Assistenten er kvalitetssikret og bygger på praksisnær viden.
AI-assistenten hjælper med at skabe overblik over relevant information, som i dag kan tage lang tid at finde frem. Sagsbehandlere, som har været med til at teste AI-Assistenten siger bl.a. om den:
”Den skaber værdi ved, at jeg kan søge hjælp til funktionerne i KSD – hvis jeg skulle glemme, hvordan de fungerer.”
”Den skaber masser af værdi. Den kommer efterhånden med rigtig flotte svar og henvisninger, der ofte vækker min interesse for at undersøge videre. Virkelig dejligt med direkte henvisning/link til de relevante afgørelser, vejledninger og §'er”.
Kommunal tilslutning og næste skridt
AI-Assistenten er et tilbud til alle kommuner, og den vil blive integreret i KSD-løsningen for de kommuner, der ønsker at blive tilsluttet.
- Den 7. oktober 2025 udsendtes første KLIK-opgave til de faglige ledere for KSD med henblik på at tage stilling til tilslutning til AI-Assistenten. Fristen for svar er den 7. november 2025.
- Allerede nu har 70 kommuner takket ja til KSDs AI-Assistent.
- 30. oktober udsendtes anden KLIK-opgave, der beskriver den tekniske opsætning, som er nødvendig for at kommunens sagsbehandlere kan tilsluttes AI-Assistenten.
- Når kommunen har tilsluttet sig, vil KOMBIT afholde kick-off møde, hvor sagsbehandlere vil få træning i anvendelsen af AI-Assistenten.Kick-off møderne afholdes løbende i takt med, at kommunerne tilslutter sig. Det er kommunerne, der har deltaget i testen, som først vil blive inviteret til kick-off møder.
- Først når sagsbehandlerne i kommunen har deltaget i kick-off møde, vil de få adgang til AI-Assistenten via KSD-løsningen.
- Målet er, at alle kommuner, der ønsker tilslutning, er kommet på inden udgangen af december.
AI som fælleskommunal platform
Udviklingen af KSDs AI-Assistent har skabt fundamentet for en fælleskommunal AI-platform, som fremover skal understøtte udviklingen af AI-Assistenter til andre KOMBIT-løsninger. Vi håber, at platformen vil styrke og give anledning til et fælleskommunalt samarbejde, vidensdelingen og dialog om AI på tværs af kommunerne.
Vi glæder os til at byde jer velkommen til KSDs AI-Assistent!
Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os på KSD@kombit.dk.