Den første version af AI-assistenten for Kommunernes Ydelsessystem (KY), der rulles ud nu, indeholder information fra over 2.000 sider, fordelt på i alt 14 brugervejledninger.
På sigt er det planen, at lovgivningsmateriale også indgår som en del af AI-assistenten. Det er dog altid kommunen selv, der beslutter, om assistenten skal aktiveres, og i hvilket omfang.
Den AI-baserede assistent til KY er et støtteværktøj for kommunale sagsbehandlere og består af:
- Brugervejledningsdomænet (i produktion i 31 kommuner – med flere på vej)
- Lovgivningsdomænet (under test og endnu ikke i produktion)
AI-assistenten er et sikkert, lovmedholdeligt og fagligt understøttende værktøj, der effektiviserer adgangen til vejledninger og lovgrundlag uden at behandle personoplysninger og uden at overtage sagsbehandlerens ansvar.
Derfor inviterer vi til møde
Informationsmødet, der foregår online, har til formål at sikre, at KY-ledere har indsigt i rammerne for anvendelsen og er klædt på til at understøtte implementeringen af KY AI-assistenten på en fagligt korrekt måde.
Til Kommunernes Sygedagpengesystem (KSD) er der udviklet en lignende AI-assistent, der både indeholder brugervejledninger og lovgivning på området. Den anvendes pt. i 93 kommuner og modtager positiv feedback fra over 91 % af KSD-brugerne.
Vi håber, at KY-brugere og -ledere vil få samme positive oplevelse med KY’s AI-assistent, og at dette møde kan være med til at understøtte implementeringen.