Digitaliseringsmesse 2026

23sep

KOMBIT deltager igen i år på Digitaliseringsmessen.

Messen finder sted onsdag den 23. september 2026 i Odense Congress Center, og du finder KOMBIT på stand S06.

På KOMBITs stand kan du opleve en række spændende demonstrationer og besøge vores standborde, hvor vi står klar til dialog om bl.a.  AI, velfærdsløsninger, KommuneCERT, den fælleskommunale it-infrastruktur og andre aktuelle emner fra KOMBITs løsninger og områder. Du er naturligvis også meget velkommen til blot at kigge forbi til en uformel snak.

Du kan også opleve KOMBIT på Hovedscenen, hvor Lars Vraa, Chef for Design & Arkitekturholder oplæg om AI i kommunerne.

Nedenfor finder du en oversigt over aktiviteterne på KOMBITs stand samt vores oplæg på messens scener.

Vi glæder os til en inspirerende dag og ser frem til at tale med jer!

Oplæg og demoer på KOMBITs stand: 

Vi inviterer til dialog og faglig sparring om emner, der former den kommunale digitale fremtid på vores stand. Her kan du møde nogle af vores specialister, som står klar til at dele viden, lytte til dine erfaringer og fortælle om KOMBITs løsninger.

Uanset om du kommer med konkrete spørgsmål eller bare vil lade dig inspirere, er vi klar til en snak.

KOMBIT talks på Digitaliseringsmessen 

10.20-10.40 | Ny SKI 02.19 skal styrke den sammenhængende sagsbehandling
v. Jan Kjellerup og Nina Schøler Nørgaard, KOMBIT

Til efteråret 2027 træder en ny SKI 02.19-rammeaftale i kraft. Et centralt tema i den nye aftale er kravene til leverandørernes brug af den fælleskommunale infrastruktur og kvaliteten af de data, der leveres til Fælleskommunalt Sags- og Dokumentindeks og -Ydelsesindeks.

Hør mere om, hvad den nye rammeaftale kommer til at betyde for kommunernes og leverandørernes brug af den fælleskommunale infrastruktur. Du får blandt andet indblik i, hvorfor der er behov for øget fokus på datakvalitet, og hvordan kvalitetssikringen af leverandørernes data til indeksene kan blive mere ensartet og i højere grad løftes som en fælles opgave.

11.00-11.20 | Udbud på vej: Hvad betyder KOMBITs udbudsstrategi for kommuner og leverandører
v. Jørgen Loft og Henrik Klejs, KOMBIT

Hvordan sikrer vi, at kommunerne også i fremtiden har adgang til stærke, moderne og konkurrencedygtige it-løsninger? Hør om KOMBITs udbudsstrategi, kommende udbud og den tilpassede kontrakt- og samarbejdsform.

12.50-13:10 | KommuneCERT: sammen om kommunal cybersikkerhed
v. Mille Østerlund, KOMBIT

Hvordan styrker vi kommunernes cybersikkerhed i en tid med voksende trusler? KommuneCERT er den fælleskommunale cybersikkerhedsenhed, som KL og KOMBIT har etableret for at hjælpe kommunerne med monitorering, varsling, rådgivning og håndtering af cybertrusler samt styrke cybersikkerheden på tværs af den kommunale sektor.

Få en status på KommuneCERTs arbejde og de vigtigste indsatser på det fælleskommunale område.

13.30-13.50 | Genbrug er ikke kopi: ATP's AI Journalassistent i kommunerne
v. Brian Perri, KOMBIT

Hvordan omsætter man en succesfuld AI-løsning fra én myndighed til værdi i en anden? 

I dette oplæg fortæller KOMBIT om erfaringerne med at tilpasse og afprøve ATP's journalassistent i en kommunal kontekst. 

Deltagerne får indblik i de første erfaringer fra kommunerne, de vigtigste faglige og organisatoriske læringer samt perspektiverne for genbrug af AI på tværs af den offentlige sektor. 

Fokus er ikke kun på teknologien, men også på de rammer, arbejdsgange og mennesker, der skal få løsningen til at skabe værdi i hverdagen.

14:10-14:30 | Athene i praksis: Hvad kan kommunen bruge det til?
v. Luise Bendixen, KOMBIT og Mogens Bak Hansen, Direktør for Social og Arbejdsmarked, Nordfyns Kommune

Med Athene får kommunen med få klik adgang til standardiserede ledelsesrapporter i et enkelt og interaktivt dashboard.

Hør Luise Bendixen fra KOMBIT og Mogens Bak Hansen, Direktør for Social og Arbejdsmarked i Nordfyns Kommune, fortælle, hvordan Athene kan supplere kommunens eksisterende BI- og analysearbejde. Du får et praksisnært indblik i, hvordan fælles rapporter kan mindske behovet for lokal udvikling og vedligeholdelse og frigøre tid til de analyser og spørgsmål, der kræver kommunens egen viden.

Efter oplægget har du et klarere billede af, hvad Athene kan bruges til, hvordan rapporterne indgår i den kommunale hverdag, og hvor løsningen kan skabe værdi i din egen kommune.

14:50-15:10 | AI i Byggesager
v. Mads Rieper, KOMBIT og Synne Marie Rebnord Skår, KL

Hvordan kan kunstig intelligens understøtte sagsbehandlingen på byggeområdet? AI i byggesager er et fællesoffentligt storskalaprojekt, der skal bruge kunstig intelligens til at styrke og effektivisere den kommunale byggesagsbehandling.

Få en status på opgaven og hør hvordan KL og KOMBIT griber arbejdet an.

KOMBIT-oplæg på Hovedscenen: 

Kl. 11.30: Fælles retning for kommunal AI
v. Lars Vraa, Chef for Design & Arkitektur

Hør KOMBITs perspektiv på, hvordan kommunerne kan omsætte AI’s mange muligheder til konkret værdi gennem fælles løsninger, ansvarlige rammer og tæt samarbejde på tværs af kommuner, leverandører og fællesskabet.

 

Information om begivenheden

Tid
23. september 2026 - 10:00-16:30
Sted

Odense Congress Center

Ørbækvej 350
5220 Odense SØ

Målgruppe

Kommuner, Regioner, Stat og Leverandører

Relateret til

Offentlig Digitalisering

Tilmelding
Læs mere om messen og tilmeld dig her
Mette Strange Mortensen
Kommunikationspartner