Vil du være klogere på den fælleskommunale infrastruktur?

I løbet af sommeren og efteråret afholder KOMBIT en række arrangementer, som har til formål at klæde kommuner og leverandører på til at se og anvende det fulde potentiale i infrastrukturen.

Allerede i juni udbyder KOMBIT to arrangementer – i form af Skypemøder – hvor interesserede kan få en grundlæggende introduktion af infrastrukturen.

De to arrangementer er målrettet kommunale digitaliseringskonsulenter, men kan også være relevant for øvrige kommunale medarbejdere, som beskæftiger sig indgående med den kommunale digitaliseringsdagsorden – ligesom de kan udgøre en god introduktion til nyansatte.

Mere i dybden

Til september arrangerer KOMBIT to infrastrukturdage, som afholdes i henholdsvis Vest- og Østdanmark (datoer udmeldes snarest).

Til disse to heldagsarrangementer, kan kommuner og leverandører tage hinanden i hånden, og i fællesskab deltage på en række spor, som dykker dybere i diverse komponenter og services, som indgår i den fælleskommunale infrastruktur.

Her vil vi sætte kommunernes forretning i scene, så kommunen kan overveje hvilke relevante komponenter og services i infrastrukturen, der kan indgå i løsning af foreliggende udfordringer såvel som i et længere perspektiv – med mulighed for teknisk sparring fra de deltagende leverandører.

Helt ned i teknikken

Sidst men ikke mindst afholdes der fra oktober en serie “Ibrugtagnings-workshops” (datoer udmeldes snarest). Her vil udviklere fra leverandører og kommuner kunne dedikere en dag til at komme godt i gang med at bruge helt konkrete services og komponenter.

Vi forventer i første omgang at afholde fire af disse workshops i oktober, og på hver af disse vil én til to komponenter / services blive gennemgået.

Hvem, hvad og hvornår?

Med denne tre-trins-raket af arrangementer håber vi, at kommuner såvel som leverandører kan få endnu bedre gavn af den fælleskommunale infrastruktur på kort og lang sigt.

Vi vil snarest oprette arrangementerne på KOMBITs hjemmeside, hvor kommuner og leverandører kan tilmelde sig. Både infrastrukturdage og ibrugtagnings-workshops vil være betalingsarrangementer.

Vi kan derfor kun opfordre dig til at holde øje med arrangementerne på KOMBIT.dk.