Replanlægning på Grunddataområdet påvirker KOMBIT-projekter

De nye tidsplaner for blandt andet ESR-udfasning og udbud af BBR og DAR ligger nu klar.

Programsekretariatet i MBBL – Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter - har nu afsluttet replanlægningen af Grunddataprogrammet. Det har naturligvis betydning for de KOMBIT-projekter, der er med i programmet eller er afledt af det.

Det drejer sig om udfasningen af EjendomsStamRegistret (ESR), udbud af den nye løsning til Ejendomsskat og Ejendomsbidrag, udbud af BBR uden adressedelen og udbud af den nye løsning DAR – Danmarks AdresseRegister.

ESR udfases i udgangen af 2017

Som konsekvens af replanlægningen forventer KOMBIT, at ESR vil blive udfaset med udgangen af 2017. Forud for dette vil data blive overført til en række andre registre f.eks. Matriklen og Ejerfortegnelsen. Ejerne af de respektive registre vil informere om, hvilken betydning det har for arbejdsgangene i kommunerne, efterhånden som det bliver aktuelt.

Ny kommunal ejendomsskatteløsning i 2015

Når ESR bliver udfaset, vil der være behov for en ny løsning til fortsat opkrævning af kommunale ejendomsskatter og -bidrag. KOMBIT står på kommunernes vegne for opgaven med at udbyde den nye løsning ”Ejendomsskat og Ejendomsbidrag”, tidligere kaldet ”Økonomiløsningerne”. En række kommuner er allerede involveret i projektet via den kommunale arbejdsgruppe, og forventningen er, at der kan indgås kontrakt med en leverandør inden sommerferien 2015.

Frem til kontraktindgåelse vil KOMBIT foretage en tilslutningsproces i kommunerne. Det fremgik i økonomiaftalen for 2015, at regeringen og KL er enige om, at KOMBIT gennemfører fælleskommunale udbud vedr. ESR-registeret, og at det er en forudsætning, at alle kommuner tilslutter sig i lighed med en række andre monopolsystemer. KL vil udsende yderligere information om tilslutningsprocessen til december.

Adressedelen udskilles fra BBR i 2015

BBR – Bygnings- og Boligregistret – skal som led i Grunddataprogrammet splittes op, så adressedelen fremover ligger i den nye løsning DAR – Danmarks Adresseregister. Til maj 2015 vil den nuværende leverandør KMD stå for at splitte den nuværende samlede løsning op i en BBR version 1.7 og et DAR 0.9.

Begge dele – både BBR og DAR – vil være i udbud i løbet af foråret 2015. Der bliver tale om to separate udbud, og KOMBIT forventer at indgå kontrakt på begge løsninger i løbet af sommeren 2015. Planen er, at det nye BBR går i drift i nov. 2016, mens den nye version af DAR skal gå i luften i aug. 2016. KOMBIT vil i løbet af foråret 2015 informere mere om hvad de nye versioner kommer til at indeholde.

Kommunikation om de nye projekter

Fremover vil KOMBIT løbende udsende nyheder om projekterne, som KOMBIT varetager under Grunddataområdet. Hvis du ønsker at modtage KOMBITs nyhedsbreve om henholdsvis ESR-udfasning/Ejendomsskat og Ejendomsbidrag og BBR/DAR skal du tilmelde dig her. Du er ikke automatisk tilmeldt, fordi du får denne mail. Hvis du har kolleger eller samarbejdspartnere, som du mener nyhedsbrevene kunne være relevant for, håber vi, at du vil hjælpe os ved at gøre dem opmærksom på muligheden.

Informationsmøder til februar

KOMBIT afholder informationsmøder om projekterne på Grunddataområdet i februar 2015. Møderne finder sted i Aalborg den 3. februar 2015, i Middelfart den 4. februar 2015 og i København den 5. februar 2015, og du kan tilmelde dig allerede nu. 

Du vil desuden løbende kunne finde information om projekterne på kombit.dk.