KY workshop-forløb kom godt fra start

Kommunernes Ydelsessystem (KY) har taget hul på et workshop-forløb om systemdesignet for delleverance 3 med kommunale eksperter, der skal bidrage til at afstemme i forhold til krav og løsning.

Torsdag den 21. marts markerede starten på et workshop-forløb for KY, kommuner samt leverandørerne EG og Netcompany. Formålet var at afstemme i forhold til krav og løsning og inddrage kommunale eksperter i den løbende udvikling.

Cirka 45 deltagere bestående af 13 kommuner, Netcompany, EG, KL og KOMBITs eget KY-team deltog på kick off-dagen, hvor deltagerne bl.a. fik en introduktion til workshop-forløbet, oplæg til brugerrejser samt en demo af KY-løsningen, som den er i dag.

FOTO: Formiddagens intro og demo af KY. Her med oplæg fra Heidi Pelsen, it-konsulent på KY.

Frem mod sommerferien skal de kommunale eksperter løbende mødes til workshops og arbejde med emnerne: Administration af persons økonomi (APØ), Enkeltydelse samt Andre ydelser og Godtgørelse, og Flekslønstilskud, hvor der inden for hver emneområde er cirka fem kommunale eksperter fra forskellige kommuner.

-Formålet med dagens workshop og det forløb, der nu følger frem mod sommer, er at få det brede kommuneperspektiv, siger Henrik Grønbæk, projektleder på KY, og fortsætter.
-Vi skal have kvalificeret sagsbehandlernes forretningsbehov, så vi kan komme tættere på en færdig løsning, som vi kan få præsenteret for de kommuner, der skal teste. Det er afgørende, at kommunerne er med til at udvikle og kvalificere løsningen, da de er eksperter og daglige brugere af den kommende KY-løsning.

Efter formiddagens intro og gennemgang af den kommende KY-løsning fortsatte deltagerne i de grupper, som de skal arbejde i frem mod sommer. Her dannede brugerrejserne grundlag for nogle engagerede og udbytterige snakke om arbejdsgange i kommunerne, og der kom allerede ting på bordet, som skal afklares både hjemme i kommunerne, hos Netcompany og KOMBIT, inden de mødes igen i næste uge til workshops. Der er fokus på automatisering i udviklingen af KY, og udbyttet af dagen i dag var endvidere identificering af en proces, der kan automatiseres.
Catharina Sperling, der er sagsbehandler i Brønderslev kommune, og en af de kommunale eksperter inden for Fleksløn, fortalte hvorfor hun havde valgt at melde sig:

-Det her system skal udvikles som et samarbejde, hvor kommunerne er med, og vi skal alle bidrage, siger Catharina og fortsætter.
-Funktionaliteten skal være i højsædet. Vi i kommunerne kender problematikkerne i det nuværende system og vil gerne bidrage til lave en god løsning. Det er jo trods alt os, der skal arbejde med løsningen på daglig basis, så vi kan bidrage med nogle praktiske eksempler fra hverdagen, og til at få rettet ”krøllerne ud”.
Mit umiddelbare indtryk af den demo vi fik af den kommende løsning er, at den ligner opbygningen af et af vores systemer i forvejen, hvilket så godt ud, så jeg er positiv og glæder mig til at kigge mere på det
, slutter Catharina.

FOTO: Workshop om Flekslønstilskud. Her med introduktion af Matilde Ransborg Bram, it-konsulent på KY.

KY’s projektleder ser frem til det kommende forløb og samarbejde med de kommunale eksperter, som allerede her på kick off-dagen bidrog med masser af gode input.

-Vi er utroligt glade for, at så mange kommuner har meldt sig til at være med i dag og i det kommende forløb. Det er helt essentielt i forhold til kvaliteten af løsningen, at de, der skal arbejde med løsningen dagligt, også er med til at udvikle og forme den, slutter Henrik Grønbæk.

 

Kontakt

Projektchef
3334 9490