Standarder for databehandleraftaler mellem en række specifikke leverandører og kommuner

Her er samlet standard-databehandleraftaler til eksisterende aftaler udarbejdet efter ønske fra KIT@s bestyrelse.

Kommuner, KOMBIT og en række leverandører har i fællesskab udarbejdet bud på standard-databehandleraftaler, som kan anvendes til eksisterende aftaler mellem disse leverandører og kommunerne. Standard-databehandleraftalerne er modelleret over KL/KOMBITs skabelon for databehandleraftaler mellem kommuner og it-leverandører.

Præmisser for udarbejdelse af standard-databehandleraftalerne har været:

  • Kommunerne pålægges en række forpligtelser efter lovgivningen, men må udover disse aftaleretligt ikke stilles ringere efter maj 2018 end i dag
  • Aftalerne er baseret på en minimummodel med fokus på overholdelse af loven uden yderligere krav og dermed uden ekstraomkostninger for kommunerne til sådanne krav
  • Aftalerne tager afsæt i den allerede eksisterende skabelon for databehandleraftaler mellem kommuner og it-leverandører
  • At versionerne indeholder nuværende og kommende lovgivningskrav til indholdet i en databehandleraftale
  • At aftalerne kan anvendes til kommuners eksisterende aftaler med leverandørerne.

En hjælp – ikke et krav

Det er vigtigt at understrege, at standard-databehandleraftalerne skal ses som en hjælp til kommunerne. Det står kommunerne frit for at foretage egne forhandlinger med leverandørerne, så det er altså frivilligt, om man vil benytte aftalerne eller ej.

Standard-databehandleraftalerne dækker helt specifikt og udelukkende aftaler mellem kommuner og de specifikke leverandører opstillet herunder. Ved alle øvrige aftaler mellem kommuner og it-leverandører henviser KOMBIT til, at kommunerne kan benytte den tidligere udarbejdede skabelon hertil.

FAQ og oversigt over betalbare ydelser

For at skabe så stor gennemsigtighed som muligt mellem kontrakt, databehandleraftale og prissætning er der udarbejdet FAQ'er til standard-databehandleraftalerne samt et overblik over de eventuelle betalbare ydelser, som følger af aftalernes rettigheder og pligter i forhold til de forskellige aftaletyper. Flere af de spørgsmål, der indgår i FAQ’erne, er stillet af kommuner i forbindelse med høring.

KOMBIT er ved at afslutte dialogen med de sidste it-leverandører

KOMBIT er, med opbakning fra Kit@, i dialog med andre it-leverandører, som det kunne være relevant at etablere et samarbejde med om en standard-databehandleraftale efter samme model som med KMD, EG, Schultz, Rambøll, Subit og itslearning. De leverandører er: DXC og Systematic. Herefter vil KOMBITs arbejde med udarbejdelse af de leverandørspecifikke standard-databehandleraftaler være afsluttet.

 

Kontakt

Chefkonsulent / Jurist
3334 9495