Projektkoordinator

Mød projektkoordinator Christina Hostrup Stærke, som har været ansat i KOMBIT siden 2014.

Hvad er din baggrund?

Jeg er uddannet inden for kontor og har arbejdet som sagsbehandler i en a-kasse. Efterfølgende har jeg arbejdet i en it-afdeling som projektdeltager, programassistent og it-supportmedarbejder.
 

Hvad indebærer din stilling i KOMBIT?

Rigtig mange ting. Det, jeg bedst kan lide, er, at hver dag går jeg på arbejde og har en plan, og den holder stor set aldrig. Der er mange opgaver af praktisk karakter, men omvendt; er man bare en smule proaktiv, så kan man få lov til at lave mange forskellige opgaver.
 

Hvilke opgaver sidder du med til dagligt?

Mine opgaver er meget forskellige, jeg skriver fx referater for styregruppemøderne og for projektmøderne, jeg laver opfølgning på økonomien og er med inde over business casen. Derudover laver jeg nyhedsbreve og kommer med input til kommunikation på hjemmesiden.
 

Hvad sætter du pris på ved dit arbejde i KOMBIT?

I KOMBIT er der et rigtigt godt miljø – her er meget frit, der er højt til loftet og folk er imødekommende. Vi har enormt stor frihed under ansvar. Her er masser af energi og en masse engagerede medarbejdere.
 

Hvordan ser du dine udviklings- og karrieremuligheder?

De er rigtigt gode, for jeg er ikke tvivl om, at hvis der er noget, jeg gerne vil gå efter, så skal jeg bare sætte målet, og så er det bare fremad. Hvis du er proaktiv, så er KOMBIT også en virksomhed, hvor du kan få lov til at blive udfordret – vi er ret privilegerede.
 

Hvordan adskiller KOMBIT sig fra andre arbejdspladser?

KOMBIT adskiller sig ved at være en forholdsvis ny virksomhed, vi vokser rigtig hurtigt, og du kan som medarbejder være med til præge virksomheden. KOMBIT kommer til at gøre en kæmpe forskel, så du kan være med til at skabe bedre processer i kommunerne og i sidste ende for landets borgere – det synes jeg, er ret stort. KOMBIT kommer til at forandre noget for os alle sammen.
 

Hvorfor skal man søge et job i KOMBIT?

Det skal man, fordi det er et godt sted at være, her er udviklingsmuligheder, og så er det en virksomhed, der er med til at skabe forandringer i Danmark. Som projektkoordinator får du en masse forskelligartede opgaver, dagen er uforudsigelig, og du kan få lov til at sætte dit eget præg på dit arbejde. Så hvis man kan lide en varierende hverdag med gode og venlige kolleger, hvor man får noget at rive i, så er det her i KOMBIT, man skal være.